København 1943. Byen står i tavs gråd, vægge
knækket af bombekravlerne fra 1940, men vandet i
kældrene løber stadig. Det er derfor, de bruger
dem som magasiner – ikke for mad, men for det,
man ikke må tale om: personer.
Mand følger reglen uden at spørge. Han er en af
de syv, der hver uge bærer to ældre mænd ud på
den tomme mark bag Skindergården. Ingen taler.
Ingen spørgsmål. Bare hænder, ryg, og lyden af
skridt i snedæk.
Men den anden mand – Kollegaen – bliver næsten
kvalt af nattens mørke. Han ryster, når manden
slår larmen på i kælderen. Først tror manden,
det er frygt. Så ser han sveden mellem maven og
hovedet. Der er noget, der går galt.
Det er en ny regel: hvis du hører stemmer i
kælderen, må du ikke svare. Hvis du tæller dem,
må du ikke minde. Hvis du fanger et øje, må du
ikke se tilbage.
Men mand hører én gang for meget. En stemme
siger "Peder" – det er navnet på sin
egen bror,
død i 1925. Han stirrer ind i mørket. Og det
sker: en hånd griber ham. Ikke bare en hånd – en
arm med smuldrende fingre, men levende.
Han skynder sig tilbage. Tager alle fem skridt
frem til lågen. Slår den ned. Låsen går fast.
Den blev ændret. Nogen har redigeret adgangen.
Da han får det på plads, står der et halvt tegn
på bunden af låsen: "Husk det ikke."
I den samme natteskæbne finder han en papirhæfte
under flæskemøllen. To sider. Et navn: "
Lars".
Og en adresse i Vestjylland.
Han åbner det. Skriver sit eget navn. Bliver
nødt til at slette det.
Natten efter bliver han kaldt til mødet i huset
ved Kongens Have. Der sidder Kollegaen. Stille.
Kaldt. Har aldrig set Mand før. Men kender hans
røde pelsjakke.
"Du var i kælderen," siger han. "
Og du så mig.
Sådan skal det ikke være."
Mand svarer ikke. Men smilet er ligesom det
gamle. Det er det, der går galt.
Næste dag ryger byens tryghedsforsikring. Alle
registreringer forsvinder. I stedet kommer et
brev fra kommunen: "Alle tidligere kontaktdata
annulleret. Du er nu ung."
Mand går tilbage til kælderen. Åbner låsen. Der
ligger et barns spejl. Han kigger ind. Seer sig
selv – men med et ansigt, han ikke genkendte.
Så lukker han. Og går hjem.
Der står en skål med tyggegummi på bordet. Og et
par nye sko.
Det er ikke hans.
Men han tager dem.
Og sætter dem på.
