Købmandens bil står parkeret ved skovranden uden
strøm. Dørerne er låst. Ingen fodspor i sneen.
Der er kun ét mærke: en blyertskravlen på siden
af vinduet – "Jeg var her."
Hvem? Manden fra købmandens skæbne. Sønnen. Han
blev meldt savnet i december 1943, da tyskerne
tog alle mænd over 18. Men nu er det 1946. Det
er ikke en krise med folk, der forsvinder. Det
er en ny tid. En tid, hvor alting er registreret.
Hver husstand har sin stemme i kommunens
databank. Hver bevægelse skal godkendes. Folk må
ikke bare gå væk.
Politibetjenten går ind i bygningen. Værelserne
er tomme. Møblerne står som i venteværelse.
Væggene er sløret med tæt papegojepapir. Ingen
billeder. Ingen navne. Bare et par håndskrevne
ord på en dør: "De hører ikke længere til."
Han går til kælderen. Der ligger en mand.
Gennemsigtig. Køligt. Slidt. Ikke levende. Ikke
død. Kun fjernt. Hans højre hånd har en
krydsformet skade – et tegn fra krigsåren.
Politibetjenten genkender det. Han havde set det
før. På en anden mand. For mange år siden.
Reglen: ingen personlige ejendommer under
efterkatastrofen. Alt ejet af staten.
Alderdommen kan ikke dokumenteres. Altså: hvis
du ikke er i registeret, findes du ikke. Og hvis
du ikke findes, kan du ikke forsvinde.
Men manden findes. I hovedet. I minuttet. I
følelsen af at være siddet foran en tavshed, der
nægter at holde fast.
Politibetjenten lukker døren. Skriver notat:
"Sag lukket. Intet spor. Ingen bekræftelse.
Ingen kontakt."
Men han går ikke hjem. Han går tilbage til
skovranden. Tager blyertskravlen. Skriver noget.
Sætter den i bilens vindue.
"Jeg er her."
Vinden falder. Sneen kommer.
Der er ingen lyd. Ingen opførsel. Ingen resultat.
Kun det, der er stået.
Det er det.
