Efterkatastrofe har ændret Danmark: jordbundene
bruger landet som skraldespand, og jernbanerne
knækker under egen vægt. Byer uden energi og
bønder uden jord. Mennesker trækker sig ind i de
få steder, hvor vand kommer ud af rørene – selv
hvis det er koldt, og ofte gennemrullet med
grønne prøver.
Mand får hver morgen en ny flaske mineralvand
udleveret fra den kollektive fordelingssystem.
Han må registrere sig ved hver post, og hvis han
går over to dage uden opdatering, falder han
automatisk ud af distributionslisten. Den regel
fungerer – eller gør den? Nogen begynder at
sende vand til falske adresser.
Han finder en skæv fællesbolig på Sjælland, en
gammel sygeplejerskeklub, hvor huller i taget
slår ned på kælderen. Der er én anden, der bor
der: Rivalen. Samme alder, samme kode, samme
udfald af vand. De taler ikke – det er forbudt.
Men når vandet tager tid at komme, står de side
om side ved vasken, og nikkede mod det lilla
vand, der løber ud.
Natten før efterårsjulefestivalen, hvor alle i
byen skulle have en særlig mængde frisk vand,
går systemet ned. Ingen vand. Ingen strøm. Et
barn dør i en stue midt i en by, hvor folk
stirrer ud ad vinduerne. Mand og rival går ud i
det tomme landskab, hvor gamle skovveje nu er
veje for mennesker, der ikke længere kan huske
hvilken vej hjem er.
De finder en gammel vandpumpe i en gård,
begravet under sne. Mand krydser hånden i jorden
og finder en kasse med billeder af kvinder, som
var hans mor og hende, han aldrig har set.
Rivalen lukker øjnene. Ingen sorg udtrykkes –
kun den tavshed, der kommer efter noget, man
ikke kan sige.
Dagen efter: Mand går tilbage til stationen.
Indsamlingsstationen har forsvundet. I stedet
står en skilt: "Vand er nu privat ejendom. Køb
via QRkode." Han ser sig om. Rivalen står ikke
der.
Havnen er fuld af skibeskræmmer. Ingen køre.
Ingen transport. Vandsystemet er gået i
opløsning – ikke fordi det er brudt, men fordi
det blev ændret til en handelsmodel. Mand står
på broen, med to flasker i hænderne. En for sig
selv. Én for ham, han ikke kan se.
Han smider den anden i havet. Vinden blæser.
Vandet klirrer.
Det er ikke sorg. Det er det, der bliver tilbage.
Koldt.
Tavst.
Overskud.
