Bølgebølgerne piskede gennem de ødelagte
grøftesystemer i det tidligere jordområder
omkring Høje Taastrup. De sidste fem år havde
hver tredjedel af Danmark været et fladland af
skraldhegn og flygtningecamp, hvor byggerier kun
stod på grundlag af fælles beslutning og kraftig
frugtbarhed i jorden. Ingen elektricitet, ingen
rådgivning – bare den nye regel: ingen privat
ejendom. Alting blev delt.
Mand, som havde været embedsmand i det samfund,
der nu var sluttet, trådte frem for første gang
siden 1945. Han havde aldrig set et mønster, han
ikke kunne indregne i systemet. Men nu var det
systemet, der ikke længere passede ham. Han
havde lagt sin egen identitet i et skab bag en
sæk kartoffel. Denne identitet var den sidste
ting, han ville have mistet.
Et barn faldt ned fra en hængende bro over det
gamle motorvejskranse. Ikke noget dødsskade –
men det så på ham som om, det vidste alt. Det
kom med en skærende stemme, men ingen ord blev
sagt. Bare et brev – foldet i en plastikpose med
et smudsigt mærke: Hjem.
Den dag, mand skulle bære barnet til lejren,
blev han stoppet. Et nyt regelsæt trådte i kraft:
alle børn under 16 måtte registreres hos centrum
– men hvis en voksen først havde været
involveret i en personlig skyld, måtte hele
familien udvandes. Reglen var skrevet på et
klippeklædt mur i køkkenet. Mand havde tidligere
været ansvarlig for en kvindes død under krigen
– hun havde været med i et forsøg på at
genoprette brugte rør. Han havde lukket
ventilene. Ingen sag. Ingen ret. Bare resultatet.
Han tog barnet med. Han tog det med ind i en
højst ukonventionel del af byen – et tidligere
katedralskib, nu brugt som lagring for spild.
Der lå et knust vaskemaskine, og et hængende
bord med et stykke papir: Tilgivelse er ikke en
handling – det er et valg du ikke kan træffe,
når du allerede har handlet.
Barnet satte sig ned. Væddet. Gav ham et kridt.
Mand tegnede en linje. Blev kaldt for en skyld.
Skabte en ny skyld.
I midnat fik han besked. Alle kontorer var
lukket. De mente, han havde misbrugt sit status.
Han blev afskrevet. Nul. Ingen plads mere. Ingen
hjælp.
Men da solen steg over det rustede metal i det
gamle skib, stod barnet ved døren. Og gav ham en
nøgle.
Mand vendte sig om. Så stille. Så trygt.
Og gik ud i det fjerne landskab.
Ingen tale. Ingen plan. Kun stille.
