Manden står med knæene i røg fra en bortfalden

brændestue, hvor tømrerarbejde har lagt sig som

fliser over jorden. Det er 1943. De sidste skove

er afskåret af tyske ekspeditioner; ingen høst,

ingen vandpumpe, ingen børn der går til skole.

Den nye statsplan for "ordnet fremtid" har

flyttet alle efterkatastrofekvinder til kolonier

på Fyn, mens mænd som ham får adgang til kun én

ting: at arbejde for det kommende landskab.

Han findes ved grænsen mellem to kommuner, hvor

ingen længere kan indgive ansøgninger. Han har

ikke dokumenter. Ingen nummer. Ingen hjem. Han

går gennem en skov, hvor træerne er blevet

markeret med rødt, fordi de ikke længere må

bruges til noget andet end brand. Der ligger en

markering – et gammelt værelse under jorden,

dækket af bølgeplader og klumpede fyrretræer. En

plads, som ingen må genkende.

Indeni står en køkkenbord, en vask, en lygte med

batteri, og en liste. Ikke navne. Ikke adresser.

Kun tre ord: Første gang, Tilbage, Der skal være

flere. Reglen er ikke skrevet. Den vises i

handling: hvis han tager lygten, må han ikke

tælle antallet af sække med havre, han ser. Hvis

han tæller, forsvinder lygten. Hvis han skriver

noget, går det til en central registrering. Hvis

han spiller musik, kommer folk.

Han følger listen. Han fylder vand, han skruer

lygten ned. Han står ved døren, når en kvinde

slår den åbne. Hun har håret så kort, at man kan

se krattet på hovedet. Hun smiler ikke. Hun går

direkte til vinduet, kaster ud en æske med fem

kraftige pære. Så lukker hun øjnene. Det er ikke

en indvielse i traditionel betydning. Det er en

test. Om han kan se mennesker uden at skrive dem

ned.

Efter tre dage synes han, han kan huske alt.

Køkkenbordets mærke. Vandskålen. Lygten. Men når

han vågner, er alt ny. Skålen er tom. Pæren er

borte. Der står et nyt tegn på væggen: Du har

ikke glemt. Du har valgt at glemme.

Han skriver ikke navne. Han spiller ikke. Han

smiler ikke. Han står i døren, og skyder et blik

ud over det gamle skovområde, hvor nu en grøn

skilt står: Kommune 17 – Efterkatastrofezone.

Ingen optagelse. Ingen hjælp.

Hans finger rører ved lygten. Den tænder. I det

øjeblik føler han det: hans hjerte slår en gang,

men det er ikke panik. Det er håb. Et håb, der

ikke må kaldes noget. Et håb, der bare er der.

Det er førstegang. Og det er også slut.