Først var han et navn på en liste: manden uden
titel, uden ansvar, uden stemme. Han stod i køer
ved fødevareudlevering, så sig selv som en bølge
i mængden, ingen skæve hoveder, ingen krydser.
Det var 1973, da den sidste transport af energi
blev afbrudt, og landsbyerne begyndte at slukke
lysene én efter én.
Så kom regnen. Ikke bare regn – en konstant, tyk
gennemvædning, som æder sig ind i bjerge og
husvægge. Væsnet i jordens grund blev slemmer
endnu. Vandet holdt landet under kontrol. Byerne
sank. Folk fandt tilbage til de gamle
fællesskaber – men ikke ham. Han havde aldrig
været med.
Da statsregeringen stoppede alle
kommunikationskanaler, tog han et ældre dæk fra
sin far – et sort, slidt, uden logotype – og
kørte nordpå. Ingen plan. Ingen mappe. Kun en
håndfuld frugt, en gammel dyrkervogn, og det
store tvivl om, hvad han egentlig var.
Han nåede en ødelagt station ved Limfjorden. Der
blev deres række af træhuse opført i midten af
1950’erne, nu halvdød af fugt og krigsåren.
Ingen nogen kom der mere. Ingen søgte her. Her
kunne han være noget andet.
Men regnen fortsatte. En nat snedede hun over
hans skygge. Han standsede midt på en bro, stod
i vandet op til knæne, og kiggede ud over det
svære, sorte vand. Der var ingen lyd. Ingen løft.
Ingen kryds. Bare stillhed, der virkede som en
åben dør.
Han lagde sin hat ned. Ikke som en gave. Som en
bortkastelse. Så satte han sig på randen af
broen, og lod vandet bære ham.
I morgenen lå hans hat i en klump af våd plastik.
Ingen mennesker. Ingen spor. Kun et blik fra en
gårdmand, der sad på sin træplade og kiggede mod
horisonten – uden at genkende noget.
Det var ikke flugt. Det var opløsning. Og i den
tomme plads, hvor han engang havde været, blev
der en ny orden: man kan blive hele verden –
hvis man først forsvinder helt.
Nostalgi lå ikke i minder. Den lå i at have
glemt at være noget.
