Møns havfyr står klamme i mørke, skærmet af de

første skumrende skyer fra en storm der ikke er

registreret i København. Fiskeren går op ad

klippevejen med sine knæ under vandet, skoene

slæbende efter et år uden brug. Han har fået

ordre fra den lokale byrådskomité: alle

bådudfald skal dokumenteres, og alle farvande

under 30 meter må lukkes. Det er ikke lov at gå

ud, når vindstyrken passerer 12 meter. Men han

går alligevel.

Han har set noget i vandet. Et spørgsmål. En

lystkappe af rødt læder – det samme som den,

hans far brugte, da han blev sendt væk i 1936.

Ingen ved hvad der skete. Ingen taler om det.

Men nu synes det at flade op igen, som om haven

i grunden har lukket sig selv.

Båden lander i vandet med en klap, så hård, at

næsen af lysskærmene springer af. De gør det som

folk i Mellemkrigstid – hver gang man går ud,

får man et nummer, og hvis man kommer tilbage,

trækker man det. Hvis man ikke kommer tilbage,

bliver nummeret brugt til at udfylde

statsstatistikken. Der er ingen plads til fejl.

Det blæser. Bølgerne skubber. Der er ikke en

fisk i mørket. Kun en stemme – ikke tale, men en

svingning i luften, der føles som det var et hus,

der blev taget ned i kælderen. Han slår over

strømmen, og møder et skib, halvt i jord, halvt

i sjøen. Ingen flag. Ingen navn. Men

skibsstemmen siger det samme som hans mor sagde,

da hun døde: “Du må ikke være alene.”

Han løfter den syge mand – en ung mand med et

kort i lommen, der hedder “Velfærdsministeriets

arbejdsgruppe 7”. Manden visker et billede af en

bygning i Nordvestjylland, hvor alle kan bo

sammen, uden at skulle svare. Fiskeren lægger

ham på bunden af båden. Så kæmper han mod vinden.

Går ikke hjem. Tager ikke nummer.

Natten bryder. Regnen vådner himlen. Næste

morgen finder man to båd i havnen – én uden

besætning, én med en mand, der sidder på kanten

og stirrer ud over vandet. Han er ikke syg. Han

er ikke glad. Han er bare der. Og han har fået

et nyttigt nummer.

Det hele blev skrevet ind i det offentlige

register.

Men ingen kunne finde navnet.

Og det er her, det begynder.

Håbefuld.