Vinteren 1937 sidder Mads på køkkenbordet med en

kaffe, som har kuldet sig. Gården udenfor er

stille, men ikke fordi det er fred – det er

fordi de alle ved, at hvis man siger noget, så

lytter de. De hører alt.

Hans datter forsvandt i januar. Ikke brudt op,

ikke bortført med kniv – bare forsvundet. Ingen

hvinende sirener. Ingen opslag. Kun to fyrregræs

på gårdspladsen, hver uge længere frem.

Det er reglen: ingen sager om barn, ingen

offentlige efterforskninger. Hvis du stiller

spørgsmål, får du en post fra Rådet. Sætter dig

til at lave dokumentation. Skal du have din

pension? Skal du få dit boligtilskud?

Mads finder et brev i kælderen – ikke fra

barnepas, men fra en kvinde han aldrig har set.

Brevet viser en kæde af bortførelser i syv byer,

alle i samme måned, alle med samme mærke: to

kryds i hjørnet. Han begynder at registrere –

hver gang han går til arbejde i byen, ser han en

ny plads med fyrregræs. Og hver gang træder han

ind i et nyt hus, ser han en ældre kvinde, der

smiler med halvt lukkede øjne.

I februar kommer den første kraftig storm.

Vandet stiger i kælderen. Mads går ned for at

tage en jernbøsse ud. I bunden af det gamle

system findes et kasserede skab med fem

fotografier. Et af dem er hans datter. Hun

smilede da. Nu er hun på billedet med fingrene

presset mod glasset.

Han rejser til Fyn. Finder et hus i en gammel

landevej. Der er ingen møbler. Kun en madbord

med et bordkort – krydset, som han kendte fra

brevet. Og der står én linje i håndskrift: "Du

kan vælge at blive stående. Eller du kan gå."

Han lægger hånden på bordet. Væggen bag ham

sprækker. Fra det springer en række små klapper,

som lyder som skridt. En ny skræmmer. Men denne

gang tæller han dem. To hundred og fireogtyve.

Natten efter flytter han hjem. Kasserer skabet.

Smider brevene i ovnen. Men dagen efter står der

fyrregræs på sin egen gade. To.

Og han skriver ikke til nogen. Han går bare ud.

Med en kasse i hånden. Den fyldes med græs. Han

bærer den ud til vejen. Lægger den ned. Og når

han vender om, er det ikke for at gå hjem.

Det er for at se, hvad der kommer.