Først kommer regnen. Så står det på jordbundet:

et skibskæve i kalkværkets grus, med to mænd i

røgfarvede uniformer og en barneskræmme i højre

sidde.

Mand, som aldrig har været ansat ved staten, får

efterladt et brev i et brændt faldskærm, hvor

han bliver kaldt til at undersøge et slettede

børnehus i Nordsjælland. Ingen ankomstliste.

Ingen registrering. Bare et sted, hvor ingen

mener at have set nogen.

Det er 1938. Mellemkrigstidens luft har taget

vej op fra køkkenrøg og træklip, og

landdistrikterne begynder at miste navnene. En

ny maskine i bygningen slår vandet ud af de

gamle jordklumper. Bygningen ændrer funktion —

går fra uddannelsesinstitution til arbejdslager

for flygtninge, hvis dokumenter ikke stemmer.

Der er plads til femten, men fyldes med tre

gange så mange.

Adoptivbarnet – en dreng med en skarpe

øreforlængelse og kæmpe hænder – finder en klump

metal bag en mur. Ingen kan læse teksten på den.

Men manden ser det: håndskrift i fremmed stil,

dato 1916. Brevet er afsendt fra et sted, der

ikke eksisterer mere.

Han overvejer at smide det i kraftvarmen. Men

dagen efter ryger hele korridoren i brand. En

kælder dækkes af sten, og alle adgangssteder

lukkes. Ingen spørgsmål. Ingen rapport. Kun én

tjenestemand i sort jakke, der stiller sig

udenfor huset hver nat.

I løbet af to uger bliver manden nævnt i tre

politiarkiver. Han har ikke læst dem. Men hans

ansigt vises på en liste i en kiosk i Aarhus. En

kollega, der ikke kunne lide ham, tager

telefonen. Det lyder, som om noget er blevet

bragt frem.

Så kommer det: en pære knækker midt i mødet.

Muren i den gamle kælder råber. En låg i en

flise viser et nummer: 7420. Manden husker det.

Han har set det før. På sin egen identitetskort

fra 1929. Fra det år, han blev godkendt som

adoptivfoged.

Der er ingen dokumentation af, hvem han egentlig

er. Ingen bopæl. Ingen familie. Ingen

fødselsattest.

Og så – i fuld mørke – findes der en skitse i en

stenmur. Et barn med et skæve smile. Og i bunden:

“Du er ikke den første.”

Den næste dag forsvinder manden. Ingen søgning.

Ingen avis. Ingen klokke.

Men i en kant af det røgede hus, hvor skibskævet

nu ligger under jorden, dukker der en ny skilte

op. Den hedder ikke noget. Kun et tegn: et

stearinlys med fire flammer.

Mandens bog fra 1935, som han aldrig har læst,

åbner sig af sig selv på sidste side. To linjer:

“Vær ikke bange. Du har allerede været her.”

Tiden holder stille. Regnen fortsætter.

Og natten efter, når vinduerne knager i

bygningen, rammer en stråle gennem sprækken i

døren. Den berører jordbunden.

Der står et nyt navn. Skrevet i skrammel.

Bare ét ord.

Hjem.