Først kommer regnen. Så står det på jordbundet:
et skibskæve i kalkværkets grus, med to mænd i
røgfarvede uniformer og en barneskræmme i højre
sidde.
Mand, som aldrig har været ansat ved staten, får
efterladt et brev i et brændt faldskærm, hvor
han bliver kaldt til at undersøge et slettede
børnehus i Nordsjælland. Ingen ankomstliste.
Ingen registrering. Bare et sted, hvor ingen
mener at have set nogen.
Det er 1938. Mellemkrigstidens luft har taget
vej op fra køkkenrøg og træklip, og
landdistrikterne begynder at miste navnene. En
ny maskine i bygningen slår vandet ud af de
gamle jordklumper. Bygningen ændrer funktion —
går fra uddannelsesinstitution til arbejdslager
for flygtninge, hvis dokumenter ikke stemmer.
Der er plads til femten, men fyldes med tre
gange så mange.
Adoptivbarnet – en dreng med en skarpe
øreforlængelse og kæmpe hænder – finder en klump
metal bag en mur. Ingen kan læse teksten på den.
Men manden ser det: håndskrift i fremmed stil,
dato 1916. Brevet er afsendt fra et sted, der
ikke eksisterer mere.
Han overvejer at smide det i kraftvarmen. Men
dagen efter ryger hele korridoren i brand. En
kælder dækkes af sten, og alle adgangssteder
lukkes. Ingen spørgsmål. Ingen rapport. Kun én
tjenestemand i sort jakke, der stiller sig
udenfor huset hver nat.
I løbet af to uger bliver manden nævnt i tre
politiarkiver. Han har ikke læst dem. Men hans
ansigt vises på en liste i en kiosk i Aarhus. En
kollega, der ikke kunne lide ham, tager
telefonen. Det lyder, som om noget er blevet
bragt frem.
Så kommer det: en pære knækker midt i mødet.
Muren i den gamle kælder råber. En låg i en
flise viser et nummer: 7420. Manden husker det.
Han har set det før. På sin egen identitetskort
fra 1929. Fra det år, han blev godkendt som
adoptivfoged.
Der er ingen dokumentation af, hvem han egentlig
er. Ingen bopæl. Ingen familie. Ingen
fødselsattest.
Og så – i fuld mørke – findes der en skitse i en
stenmur. Et barn med et skæve smile. Og i bunden:
“Du er ikke den første.”
Den næste dag forsvinder manden. Ingen søgning.
Ingen avis. Ingen klokke.
Men i en kant af det røgede hus, hvor skibskævet
nu ligger under jorden, dukker der en ny skilte
op. Den hedder ikke noget. Kun et tegn: et
stearinlys med fire flammer.
Mandens bog fra 1935, som han aldrig har læst,
åbner sig af sig selv på sidste side. To linjer:
“Vær ikke bange. Du har allerede været her.”
Tiden holder stille. Regnen fortsætter.
Og natten efter, når vinduerne knager i
bygningen, rammer en stråle gennem sprækken i
døren. Den berører jordbunden.
Der står et nyt navn. Skrevet i skrammel.
Bare ét ord.
Hjem.
