Ved fyrre år tager manden hjem til Høje Taastrup,

hvor jordbundne familier allerede har ændret sig

i løbet af ti år. Værstesåning er nu en historie,

og det nye fabriksværksted på Rønnevej skaber

job – men også skygger. Han har været i byen

siden 1938, da den første elektriske vandpumpe

blev sat op, og aldrig set landet så blege.

Kunne han ikke have været anderledes? Han husker

ikke, hvordan det var før, da møderne var små,

og man talte om høsten uden at skrive det ned.

Nu skriver han hver dag til folk, som ikke

kender nogen af dem. Hans stemme har fået navn i

radioen, men ingen ved, om han kan gå ind i et

stuekælder uden at se sig om efter kameraer.

Den gæld, der blev tilgrædet i 1940, har nu ramt.

En ugentlig liste viser, hvem der får næste

udvidelse af boligkassen. Ingen får mere end én

række. De sidste tre år har man haft regler:

ingen borger får over 52 kvadratmeter, hvis han

ikke har arbejdsplads i kommunen. Sådan gik det,

da de skabte "fællesskabsmodellen"

efter 1935 –

men nu er det blive rigtigt. Det fungerer ikke

længere.

I marts begynder der en brud i selskabet. Han

får en besked fra politiet: hans gamle ven, en

maskinmester, er blevet fundet død i det tomme

værksted. Kort efter finder han to papirer i en

lås, der skulle være forbudt at åbne – en liste

over de personer, der blev taget ud af det

fællesboligssystem, og en anden, der viser, hvem

der havde adgang til kontrollerede

strømforsyningslinjer. Ingen må sende noget uden

godkendelse.

Han går hjem. På sit skrivebord ligger et brev –

fra en kvinde i Lolland, der har været med til

at sætte ord på sagen om de frivillige grupper.

Hun skriver, at hun ikke vil tale mere til ham.

At han har sagt, at man kun kan tjene noget ved

at "vise det", ikke ved at leve det.

På en aften i april får han besked: et barn er

kommet til sygehjemmet med feber, og de kan ikke

tage imod det – ingen plads. Der er ingen

reservering. Han står i telefonkabinen uden at

sige noget. Og så sender han et budskab: “Jeg

kommer.”

Natten efter står han ved det gamle stationshus.

Han slår døren op. Først trækker han ikke vejret.

Så fylder han munden med vand fra en kran, og

skriver med fingre i støvet på gulvet: “Vi er

alle sammen her.”

Der er ingen flere, der kommer. Men en kærlighed,

der aldrig blev sagt, har endelig fundet en form.

Han lukker døren. Går ud. Solen klæber på tøj og

hud. Ingen kommentarer. Ingen videoer. Bare

himlen.