Først faldt regnen på tørt jord i 1938. Så blev
vejene klarede til at føre frem til byen, men
ikke hjem. En mand, halvvejs i sin hundrede,
standser midt på et græsset sted uden hus og
uden navn. Han har ingen kasse med bøger, kun en
plads i kolonien. Den er tom.
Kort efter ankommer en postkasse fra byen,
fraktet over landevejene med to biler og en
løkke af snørel. I den ligger et brev: ikke til
ham, men til den mand han engang var. Det siger
ingenting om forhold, men alt om adgang. For i
mellemkrigstidens Danmark er det nu forbudt at
bo alene — særlig ikke i byens periferi. Hver
ejendom må have minst to beboere. Elseværket
kræver det.
Han prøver at smide brevet ud. Men det vendes
tilbage hver nat. Vinduet bliver rullet ned af
sig selv. Tegn på væggene ændres: en tændt lygte,
én træstol. Nogen har haft det samme indtryk.
Nogen anden er kommet.
I maj opdager han, at hans tidligere hustru har
fået ny adresse. Hun bor nu i det gamle skur ved
vandet, hvor de før tog hinanden i hånd. Der er
styrke i vinden. Fugle flyver hen mod havet uden
at vende.
Han går derhen. Hun står i døråbningen, tøj på,
men ingen sko. Munden åben, som om hun vil sige
noget. Men hun siger intet. Der er ingen tvivl:
de har begge brudt reglen. De er en del af det
nye system.
Dagen efter rejser alle i landsbyen mod det
centrale boligkvarter. De møder sig i køkkenet
under stationen. Ingen taler. Ingen skylder.
Alle står med papirer i hånden. Og da han ser
dem gå, står han stadig på vejen.
Men så finder han et brev i sit æske. Fra et
barn. Skrevet på tavlen over klokken. “Vi ville
gerne have dig.”
Og han skriver tilbage. Ikke på papir. På tegnet.
Med blyant. Også i regnen.
Det er ikke en historie om genforening. Det er
en historie om at være rigtig.
På vej hjem skifter han retning. Han går mod
bjergene. Der er ingen vej. Ingen bøger. Men der
er sten. Og sten kan bygges på.
Natten efter bliver det første hus i skoven sat
op. En lille hytte. Ingen tag. Men det er der.
Det fungerer.
Og når solen kommer, skinner den på det.
