København 2023. Byen ruster under en ny form for
velfærdsautomatisering: alle borgere registreres
via et digitalt sundhedsnetværk, hvor hver
aktivitet, hver slagsomme, hver sovecyklus
indgår i et samlet "livsforbrug"tal.
Sygeplejersken Line Sørensen får sin første dag
på Nordsjællands Nybod, et eksperimentelt hjem
for ældre med "længere livsvarighed" – hvor
kroppens nedbrydning måles i sekunder. Systemet
adskiller ikke mellem kvalitet og mængde.
Første gang hun hjælper en patient til at stå op,
viser systemet en advarsel: Tidsskredse over
grænsen. Hun ignorerer det – men dagen efter dør
patienten uden varsel.
Da hun undersøger arkivet, finder hun en rapport
fra 1943: et anonymt forsøg på at 'optimere'
livsforbrug under besættelsen ved at stoppe
medicinering til de "ikkeproduktive".
Dokumentet
er fældet i 80 år – men er stadig aktiveret i
systemets baggrunde.
Line afgiver sig selv som testsubjekt. Hun
sætter sin egen krop i systemet – og får en
alarm: Hun har overskredet den offentlige
tidsmæssige kapacitet.
Den kvindelige systemadministrator, hun har lyst
til at tro på, viser hende et nytteligt
datastrøm: Line har selv godkendt tolv patienter
til "tidsskade", inklusive en kvinde,
hun først
genkender som sin mor – død i 1975.
I aften, mens stormen pisker gaderne, går Line
tilbage til kontoret. Hun lukker alle strømme i
modulsystemet. Ikke for at redde nogen. For at
stoppe det hele.
Natten efter: alle aldersgrupper i byen ophører
med at blive registreret. Ingen nye tidspunkter.
Ingen næste behandling. Ingen længere
"produktion".
Linens arbejdsløshed bliver fuldført. Hun sidder
på en træstol i et rum uden lys. Skærmen blinker
én gang. Så bliver den helt stille.
Det er ikke fred. Det er spild. Og det er det
mest menneskelige, hun nogensinde har set.
