Først står hun på pladsen uden brug for at sige
noget. Hun sidder i den gamle bus, som ingen
længere køre. Klokken tager ikke tid. De har
allerede flyttet træerne ud af marken, og jorden
bærer mærker af kæmper, der aldrig kom hjem. Det
er 2024, og det nyeste kraftværk leverer strøm
til en by, der ikke skal eksistere – men skal
betjenes.
Hun har hænderne fulde af flammer fra det gamle
dokument, som nægtede at forsvinde. Den første
regn efter nytår kommer som en advarsel: veje
knækker, broer synker. De siger, det er klima.
Hun ved, det er magt. Deres system er blevet så
stort, at det ikke længere behøver at lytte.
Klassekamp spiller sig ikke i taler, men i
hvilken lejlighed man kan få vand. I morgen er
der en indvielse. Bygningen hedder "Det nye
hjem", men de har fjernet alle døre, der førte
ud. Kun én dør, der fører ind – til det samme
kontor, hvor hun lige nu siddet og ventet.
Hun kommer med hænderne frem. Ikke for at klage.
For at vise, hvordan håndfladerne bliver røde,
når man rykker på en bremse, der ikke virker.
Hun smider dokumentet i en skraldepose, og den
fylder ikke. Ingen tæller. Ingen husker.
På dagen for indvielsen står hun midt i køkkenet
– ejer af den bygning, hun aldrig har set. En
mand med kasket og grin møder hende. Han peger
på en tavle: "Du er den første, der ikke bliver
opført." Hun nikker. Vasker hænderne. Først når
vandet bliver rødt.
Der går to timer. Alle andre er væk. Møblerne
står på plads, selvom ingen har sat dem. Huset
begynder at ændre sig – vegne går ned, vinduer
bliver små. Et udstyr fra 1978 fungerer bedre
end det nye. Hun siger ingenting. Hun åbner et
vindue. Regnen trænger ind, men den har ingen
styrke.
Om aftenen tager hun en telefon. Slår ikke op.
Sætter den i kassen, der står i hjørnet. På
kassen står kun én linje: "Vi havde lov at
gå."
Hun smiler. Lægger sig. Sover.
Næste dag viser lokalavisen billeder af en
bygning uden personer. Fotoet er taget fra
luften. Der er ingen skygge. Og ingen, der
forklarer, hvad der lå bag døren, der aldrig
blev åbnet.
