Vinteren slutter ind i København med sne, der

ikke smelter og en blikkenskæbne, der hænger

over bygninger som gamle skygger. Kort før

nytårsfest bliver et brev fundet under døren til

en uhyggelig træhuse ved Tårnbakken — uden

underskrift, men med et navn: Anna. Hun har ikke

haft kontakt med familien siden 1943.

Kort efter ankommer en mand med uniform fra en

ny statlig myndighed, næsten usynlig bag et par

regnsvaje. Han præsenterer et dokument om

"sikkerhedsspørgsmål" – en ny lov, der

tillader

adgang til private ejendomme under forudsætning

af "samfundets kollektive tryghed".

Det er den

første gang, en civile bolig bliver taget i eje

af statsapparatet uden domstolsbevilling. Anna

siger intet. Hun tager bare dokumentet, rækker

det tilbage, og lukker døren.

Næste morgen vågner hun til lyd af hammerklask

på væggen i køkkenet. Et værktøj er blevet sat

fast i murstenene – et knivfælde, låst med en

nøgle, der ikke passer til noget. Ingen har

været der. Men alle husmænd ved, at hvis man

bruger det, kan man opdage, hvem der har gemt

ting i vægge. Det er forbudt. Lovens punktum.

Hun smider knivfældet ud i haven, men om aftenen

finder hun en ny kop kaffe på bordet – varm, som

om nogen har været der. Hun går hen til skabet.

Der ligger en fælleskasse fra 1972, låst med en

gammel kode. Hun åbner den. I bunden: et

fotografi af sig selv og sin søster, begge syv

år, ved en skovrand, og et notat: "Vi må ikke

glemme hinanden."

I løbet af tre dage skifter hun tøj, rykker

møbler, og tager et bånd af telefonlinjen. Hun

finder en skjult port i kælderen, ikke på

tegningerne. Den føres ned til et gammelt

vandkloaksystem under Hovedbanegården. Der er

ingen lys. Kun luften, der lugter af jord og

rust. Hun bevæger sig gennem tunneler, som

aldrig skulle eksistere. På et sted får hun

øjnene fulde af et system af små kameraer,

skjult i mure, hver med en lille rød blink. De

er aktive.

Nattens sidste time: hun står ved en jernplade,

der kun åbnes med to fingre. Hun lægger sine to

hænder på. Pladen åbner. Bag den: en rummeligt

store væg med hundrede stemmer i form af stemmer

på en tape. Alle taler dansk. Alle fortæller

samme historie: at de blev taget, fordi de havde

gjort det rigtige. At de ikke ville se. At de

ikke ville sige.

Hun lukker pladen. Går tilbage. Vender tilbage

til sit hus. Sætter sig ved bordet. Skriver ikke.

Hun skriver ikke. Hun åbner kassen igen. Lægger

fotografiet på bordet. Tager en cigaret fra

posen. Slår den i håndfladen.

Morgenen efter: en ny post i brevboksen. Ingen

papir. Kun et bånd. På det: hende selv, mens hun

tog billedet af sig selv og søsteren. En lyd. En

stemme. Ikke hendes. En anden. Samme tone. Samme

sprog. Samme sted.

Hun skruer op for radioen. Nyhederne rapporterer

om en "kommunal reorganisation", en ny

form for

"samfundskontrakt". Hun lukker. Rykker op med

hænderne mod vinduet. Mørke. Så skær.

Det er slut. Hun har set. Hun har været set. Hun

har ikke sagt noget. Hun har været der. Hun har

været i det. Hun har været stille. Og det er det,

der betyder noget.

Intim. Stille.

Den dag efter findes der ingen spor af hende.

Men der findes én ting: en kop kaffe på bordet.

Og en ældre kassette, der spiller hele tiden.