København 2023: Det nye digitaliseringsforsøg i
velfærdsbyrden kræver, at alle ansatte
registrerer hver kontakt med borgerne via et
AIovervåget system. En kvindelig politibetjent
bliver tildelt opgaven at kontrollere
datakvaliteten på en af de tre store
regionalaftaler. Hun går gennem arkiverne i et
ugehus ved Amager, hvor den gamle kommunale
papirarkivstruktur stadig eksisterer under de
nye digitale ledninger.
Hun finder et brev fra 1976 – skrevet af en
kvinde i Furesø – om manglende
omsorgsforpligtelse til syge mødre. Brevet er
knyttet til en gruppemedlemsliste: "Frie
Skrivere", en anonym kreds af kvinder fra bønder
og fabriksarbejdere, der skrev sammen om daglige
uretfærdigheder. Brevet indeholder en
krydsreferencer til en internt dokument, som
henviser til "Kategori 4 – Ufuldstændige
behandlinger".
Hun tager brevet med hjem. Natten efter får hun
en automatisk advarsel: hendes egne sagsnotater
viser to krydser af samme type – begge omkring
arbejdsløse medbørn. Hun husker nu: hun havde
sendt dem tilbage uden behandling, da hun var ny
i stillingen. Hun havde ikke sagt noget.
I morges lukker hun sin telefon, lader
computeren gå ud, og går direkte til
forsamlingen i Århus, hvor Gruppen nu har
flyttet til et gammelt spillegård. De sidder i
et koldt lokum med papir og tuscher. Ingen
snakker. Hun lægger brevet på bordet. En kvinde
med rødt hår rækker ud og smidder en kop te over
det. Den dæmper papiret, men ikke håndskriften.
Natten efter modtager hun en sms: "Du er ikke en
fejl. Du er en del af systemet." Hun tager sig
selv ud af det digitale register. Hun sletter
sit login. Hun går tilbage til byen. I køkkenet
sidder hun og skriver et nyt brev. Ikke til
myndigheder. Til ingen. Bare til at sige, at hun
så vidt hun kan husker, aldrig har været
ligefrem.
Det er ikke en løsning. Det er ikke en frelse.
Det er bare en ændring. Hun lukker skrivebogen.
Lys fra fjernt lys går ned. Der er stille. Og
det er det.
