Ved vinterens sidste lygter står manden på
grænsen mellem to verdener: et tørt landsbyhav
med faldne bjergsætninger og en skov, der åbner
sig om natten som et andet liv. Ingen spore
efter mennesker. Kun støj af knækkende gren – og
et skab, der puster bagud i mørket.
Det er her, han opdager det: hver gang han går
ind i skoven, ændrer verden sig lidt. Tid bliver
vejrtræk. Værelser vokser frem i trævægge. En
udsigt, der før var en hærd, er nu et hus med
brændte vinduer. Det er ikke drøm – det er
reglen. Skoven modtager minder, og gør dem til
virkelighed. Men hver gang den sender noget
tilbage, går der noget fra ham: stemme,
hukommelse, fingre, der bliver hvide som sne.
Han er ikke alene. Søsteren, hun forsvandt for
to år siden, står midt i en bøge, halvt skjult i
en kæde af kranser af snøgrøn træskal. Hun kan
ikke sige sit navn. Hun kan kun bevæge sig –
udad, mod skovens hjerte. Han følger. Ikke fordi
han vil – men fordi han ikke kan lade være.
I den stille ørken mellem de gamle klynger af
træ, finder han en flaske med vand. Vandet er
klar, men når han drikker, ser han sig selv –
som han var, da han var ti år. Månen er større.
Huset er der. Moderen smiler. Men det var ikke
ham. Det var det barn, der blev tilknyttet
skoven. For hver gang han tætter på det, der er
tabt, må han give noget tilbage.
Når han endelig får hende til at gå hjem, står
de på bredden af det gamle jordbrug. Skovens
skygge rækker ud over jorden. Og pludselig –
ingen steder. Ingenting. Bare en tom bygning med
blankt glas og et bord, hvor der står to koppe.
Varmt vand. Ingen køkkenlåg. Ingen spil.
Han lukker øjnene. Når han åbner dem, er hun
gone. Og han har glemt hvordan man tæller.
Men på gulvet ligger en hånd – hans egen, men
lang, med knogler som sten. Han stirrer.
Tænderne er svage. Skoven har taget mere. Men
han står stadig. Og han kan se.
Og det er nok.
