Vinteren 1943 ruller ind over Sydjylland som en

flod uden bredder. Hønsegårde lukker,

jordbærgræs bliver udskiftet med rødkål og

hvidkål, og det fælles køkken i det gamle sogn

forvandles til et kontor med skriver, hvor hver

skrivelse må godkendes af en ny slags myndighed

– en slags folkeregister, der ikke længere taler

om mennesker, men om kategorier.

Mandens ryg bøjer sig under en kuglering, der

ligger under arbejdspladsen. Han er ikke nødt

til at se det, men han ved det: hans tidligere

opførsel – at have deltaget i en gruppe, der

diskuterede landbrugsreformer på en lokal

kirkegård – blev noteret. Nu er han ikke længere

en landsmand, men en "aktivist",

registreret i

den nye kategori: "tilstået

ændringsfremgang" –

noget, der ikke findes i de gamle dokumenter,

men nu er loven.

Han følger sin kollega hjem fra fabrikken. Der

er en kæresteforskydning i butikken – en kvinde,

der sælger varm chokolade, nikker bare og lægger

en pakke mælk på bordet. Ingen ord. Men han ved:

hun har taget sagen imod, selvom hun ikke kan

hjælpe. Det er nok.

Natten før det store møde, hvor alle ansatte

skal afgive et “samfundshjemme”udlændigspørgsmål,

flytter han en gammel kasse fra baghuset. I

bunden ligger en avis fra 1925, med et foto af

sin far, der står ved en plante, der hedder

„Rødflager“. Kort efter finder han en række

løftede jordhoveder – markeret med en

bogstavkombination, der matcher sit eget navn.

De blev plantet af ham, da han var barn. Nu er

de besat.

Mødet kommer. Alle står op, mens klokken klapper.

Et stykke papir trykkes ned på bordet. Mandens

hånd ryster. Han tænker på kvinden i butikken,

på den gamle avis, på klokken, der knager. I det

øjeblik åbner han mund, men udstøder ikke en lyd.

Han trækker et kort frem – ikke et formular, men

et tegn, en lille brændt cirkel i papiret, der

minder om en glød fra det gamle hus.

Det afvises. Han får ingen adgang til yderligere

oplysninger. Ingen godkendelse. Ingen forklaring.

Næste dag står han ved det gamle

kirkegårdspartal, hvor han engang fik sit første

job. Der står en ny tavle. Ikke med navne. Bare

et nummer. Og under det: „Forventet resultat:

Glemt.“

Hans datter, der kom til verden i en by, der

ikke længere eksisterer, finder ham to uger

senere. Han sidder i køkkenet, holder en gammel

teherred. Varm vand koger. Han ser ikke op. Hun

sætter sig. Ingen ord. Hun begynder at skælve.

Han lægger hånden på hendes skulder.

På bordet står en kop. Den er fuld.

Det er det sidste, der sker.