Købmanden får et brev uden fransk: De må ikke
holde barnet.
Det kommer fra en byggeplads under Hvidovre,
hvor jordkort viser grænser mellem huse og skove,
men ingen tager imod dem.
Skoven bag bøndernes gamle stald ved Søllerød
ændrer sig hver nat. Træerne vokser på ny – ikke
tilbage, men mod indeni. Når solen går ned,
bliver vejene mindre. De kan ikke længere findes
med kart, kun med hjerte.
Manden – ikke navngivet – finder et barn ved en
brækket pind. Det sidder stille, dækket af løv,
åndede let. Ingen tårer. Ingen stemme. Kun ét
øje åbent.
Han tager det hjem. I køkkenet står der en
kalender fra 1942. Stjernerne er fjernet.
Tidspunktet er spildt.
Hjemme gælder to regler: man må ikke tale om
dagen før midnat; man må ikke bede om noget, der
allerede er væk.
På anden dag vågner han med hånden i en pose
fuld af jord. Den var ikke der før. På
fladtrykket ligger et tegn: en krog, som ikke
passer til nogen tidligere landkort.
Han beslutter at rejse. Ikke til København. Til
den sted, hvor skoven ender.
Ved midnat holder han op. Der er ingen vej. Bare
træer, der ser ud, som om de kender ham.
Barnet sætter sig op. Først stille. Så siger det
et ord – ikke højt, men så klart, at det smelter
i luften: Forsvar.
Manden går tilbage. Skoven trækker sig tilbage.
Vejen dukker op.
Natten efter lukker han alt. Døren. Vinduerne.
Og stillingen.
I morges står der et nyt barn ved døren. Det
ligner det første. Men det har intet sår i knæet.
Der er ingen sted, hvor man kan være alene.
Men nu ved han, at det er rigtigt.
