Vinteren 1938 brænder på den nordvestlige halvø,
hvor højskolen i Nørresundby åbner sin nye
laboratoriumsflade med automatiserede rør,
luftkølede køleskabe og et netværk af elektriske
kabler, der knytter landsbyerne til et nyt
centrum i København.
Først synes det kun være snedighed: børnene får
mere fritid, ældre får varme, grøntsager flyttes
hurtigere. Men når de første maskiner begynder
at fejre selv – for at sælge mælk til en
statslig markedsplads – bliver landmændene
tvunget til at melde sig hos byråderne eller gå
i konkurs.
Manden, der før havde drevet sin bedrift med
håndværksmæssig tålmodighed, finder sit gartneri
overtaget af en kollektivautomat, der udbaserer
alle beslutninger via en central pult. Han må
lægge sig ned i det gamle træhus, mens hele
landsbyen får et nyttigt navn: "Region 4 –
Fødevareeffektivitet".
I maj 1940 begynder krigsforvaltningen at
opfylde de tidligere krav – men nu er det ikke
mennesker, der afgør, hvem der får mad. En robot,
der aldrig sover, sender besked om, at husstande
under fem personer skal samles. Huset ved
bredden falder.
Han går hen til kommunekontoret med en gammel
kæp, men døren lukkes automatisk efter tre
sekunder. Ingen svar. Ingen stemmer. Kun et lys,
der blinker blåt og viser, at "systemet er
aktivt".
På en skovdyrke bag det tomme hus står en
kælderport. Indeni ligger en kasse med tomt
æblemælk og et papir, der hedder "Velfærdssvigt
– notat til frivillige".
Den sidste dag i marts – ingen sol, men regn der
ikke stopper – smider han kassen ud i dammen.
Hun er blevet tildelt. Og det var den gang, han
sluttede sig til det.
