Københavnskøbmandsvej 47 står midt i en ny

byggeperiode, men det er ikke græs eller cement,

der skaber skæve linjer – det er sne. Sne som

ikke smelter, selv om solen står lige over

horisonten. Hun har levet her siden 1936, og

huset var et købmandshus med flad tag og stående

klokke. Nu er der vinduer, der ikke åbner, og

møbler, der følger hinanden rundt i stue, når

hun går ind. Hun måler temperaturer hver dag – 2,

4 graders underskud ved middagstid, selv om det

er april.

Søndag morgen: hun finder en mand i blå træning

på balkonen. Han sidder stille, med hænderne i

skødet. Ikke spørgsmål. Ikke tegn på sorg. Hun

rækker ham en kop kaffe. Han nikker, men drikker

ikke. Hun tænker: "Det er vel noget med

janteloven – hvis jeg snakker, bliver han mere

ude af synet." Men næste dag står der to

mennesker. Så fire. Så syv. Alle med samme slags

mørke pletter langs halsen, som om de har været

under vand.

Den 14. april får hun brevet. Ikke post – det

ligger på gulvet mellem to træplader, uden

franks. Brevet hedder Forsøgsplan:

Kultursammenstød A. Det fortæller ingenting om

hvad det er, men viser en kortliste af navne –

alle danske, men med datoer fra efter 1950. Hun

genkender to af dem. En af dem var hendes søster,

død i 1953. Den anden – hun har aldrig hørt

navnet før.

Hun går ned til stationen. De er der allerede –

fem personer i kollektivt tøj fra 1970’erne, med

fyrrelygter i bukserne og kædeførere på ryggen.

De står uden at bevæge sig. Hun prøver at gå

forbi. Én af dem snor sin hånd mod hende. Hun

føler en stød – ikke smerte, men en fornemmelse

af at blive set gennem. Hun stopper. Forstår

ikke. Bare at være set – det giver et

tyngdepunkt i magen.

Da hun kommer hjem, står der en skillevogn på

gården. Intet nummer. Intet logo. Hun åbner

døren. Der står en ung kvinde med øjenlåg, der

bliver til kræfter. Hun lægger hånd på dørkarmen

og siger: "Vi kan ikke blive her. Vi må

blive."

Så lukker hun døren.

Natten efter – alle er gone. Huset er tomt.

Iskold. Men på bordet står en kop, halvt fyldt

med kaffe. Og et papir med tre ord: Vi er ikke

for sent. Hun lægger hånden på bordet. Føler

varme.

I morges starter sneen at smelte. Den første

regndråbe rammer takken. Hun går ud. Der står

ingen mennesker. Men det er ikke tomme plads.

Det er bare… andres steder. Hun står stadig i

sit hus. Men hun ved, at hun ikke længere bor

her alene. Hun trækker gardinet ned. Og lægger

sig.

Bare at være her – det er nok.