Jordbundet i Hjortehøj bruger 1937 som sin egen
tid – bønderne måler år efter slagsmål, ikke
kalender. Nu kommer den nye lov: hver ejendom
skal opdeles i små grunde, hver bonde får én
plads til at leve, og de gamle særdeles krydser
ud. Ingen har set det før – landskabet ændres på
et øjeblik, som om jorden selv er blevet købt.
Hun hedder Ingrid. Hun går ud for at hente vand
fra stedet ved broen, men når hun ikke kommer
tilbage, tager nogen andet ord. Bønderne ser
hinanden i øjnene, men siger ingenting. Der er
regler: ingen rejser uden tilladelse, ingen
snakker om forsvundne. Det gælder også for
kvindernes fællesskab.
Den første af de nye grunde bliver knust af en
traktor – ikke af fejl, men af beslutning. En
mand får sin plads, men hans søn må gå væk. Han
smider en sten i kraften. Dagen efter finder man
Ingrids kofte bagved kældervæggen i den gamle
slagteri. Den er våd, men ingen dyr har rørt den.
De får ikke lov til at tale om det. Men hvis man
går hen og lægger hånd på jorden, kan man mærke
noget underlig – som om der ligger en stemme i
jorden. Den minder om nogen, der har været der.
Så går det op for ham: hun var ikke gået væk.
Hun blev taget – ikke af nogen menneske, men af
loven. Hun var for meget til at være en enhed,
for lidt til at være en ny grund. Hun var mellem
to verdener.
I det øjeblik hun forsvandt, blev hun helt
utæmmelig. Og nu, når alle stiller sig med
ryggen mod jorden, og lytter, kan man høre
hendes navn blive slettet – ikke i papir, men i
luften.
Resultat: Ingen kender hendes ansigt mere. Ingen
ved, hvor hun er. Men når vinden blæser fra
marken, lugter det pludselig af hjem. Og det er
ikke bare vejr. Det er noget, der er gået tabt –
og ikke kan findes igen.
