Først er der vindmøllen ved Fjordvejen – den
sidste gammelgrøn træløsning, der klapper i
morgentåget. Så kommer kælderen under
Møllekrogen, grusfri, dækket med et tæt net af
jerngitter, som ingen må røre. Derunder ligger
et landskab, hvor jorden lyfter sig selv op hver
nat, hvis nogen drager et sted ned.
Hun bliver anset for at være iværksætteren –
ejer en børsikkepapir, men to kæmpekasser med
gennemsigtig plastik, indeni små køkkenpuder,
der viser stedet fra 1932. Hun har fået
tilladelse til at bygge et hus på det gamle
marked, hvor de ældre siger, at man må tage en
flaske rødvin med, når man går ind.
Men før hun kan sætte kælderen fast, viser
fylkesplanlægningen et tab: landet er blevet til
en "hæmmede zone" efter
klimaforringelsen i 1978.
Ingen kan nybygge, ingen kan vende om – bare
holde stille. Det er loven, og den virker som en
skygge, der siver ud af muren.
Hun lægger hovedet på stenen i det første rum.
Lige her, hvor hun skal sove, lå der tidligere
en familie, der var forsvundet i 1943. Deres hus
blev brændt, men jorden vendte sig ikke. Nu
vender den – hele tiden. En smule hver dag. Der
er ingen tvivl: det er et tegn.
Hun finder en skål med hvidt klæde under træet.
I det er indskrevet navnet Maren – og et år:
1944. Hun prøver at fjerne det, men jorden
rykker, og skålen falder ned i et huller, der
ikke eksisterede dagen før.
Natten efter beslutter hun at flytte. Hun lukker
alle døre, kaster de tre kasser ud, og stiller
en stol udenfor. Ingen siger noget. Ingen ser.
Hun sidder der i regnen, mens luften bliver
tungere, og vinden begynder at røre i møllet.
Dagen efter er huset væk. Ikke raseret. Ikke
brand. Bare forsvundet – som om jorden havde
trukket det tilbage. Der står kun et kridsmærke,
der siger: Tilbageværende ejendom – ikke
godkendt.
Og nu står hun alene ved grænsen mellem det nye
og det som aldrig fandtes. Melankoli ligger i
luften, tykkere end regnen. Hun har bygget
ingenting. Men hun har set, hvad der er gået
tabt – og hvordan det stadig vil rejse sig.
