Det var efter en regnstorm, der lignede en

trængsel af skyer over Hjortebjerg, at møllen

gik i stå. Vandet, som havde sluppet af jordens

hovedveje siden 1920, blev pludselig til en

fælles sår på landskabet – og folk kunne ikke

længere ændre sig. De kunne ikke gå hjem, hvis

de ikke huskede vejen. De kunne ikke spise, hvis

de ikke følte smagen. Den magiske virkelighed,

som blev bygget op under den kolde tid,

fungerede ikke mere uden møllens pulserende

hjerte.

Hun, Else, kendt bare som “Møllekvinden” blandt

de få, der huskede hendes navn, sad hver nat ved

den tomme akkumulator, der engang havde lagret

drømmene fra hele kommunen. Hun tegnede. Ikke

billeder – noget andet. En tæt snit af to

mennesker, der ikke rørte hinanden, men havde

samme sved på kinderne. Hun havde købt en

håndværkskasse fra København, inden det blev

forbudt at sende ting ud af byen. Nu lå den tom,

men dens metalvægge holdt stadig det, hun havde

besluttet: at man måtte miste én ting, før man

fik adgang til at se noget andet.

Der var ingen lov mod at tegne. Men der var en

regel: hver tegning, der kom til at fremstå som

levende, blev taget af skræddersyderen, der nu

arbejdede i rådhusets basment. Ingen talte om

ham. Ingen tog noter. Han tog det, og det var

slut.

Den dag hun fik sin sidste skitse tilbage – en

blå ø, næsten transparent – syntes hun, hun

kunne høre fuglen. Fuglen, hun ikke havde set

siden barnsben. Hun lukkede øjnene. Og pludselig

blev det ikke længere bare et tegn. Det blev en

stemme. Et råb, der lå fast i luften, mens hun

stod i den mørke gang, hvor nogen havde brændt

alle kælderkælder.

Et år senere fandt man en mørk plet på den gamle

møllepumpe. Størrelsen af et ansigt. Ingen havde

set Else siden. Men når vinden fløj gennem

krogede kryds, sagde nogle, at man kunne høre en

tynd stemme, der sang en melankolsk ton – og så

tav den, netop når nogen ville lytte nærmere.

I den verden, hvor drømme blev til byggesten, og

tegninger blev til vejvisere, var der ingen

frihed. Kun et valg: at være forsvundet, eller

at blive set. Hun valgte at blive set – men

aldrig anerkendt. Det var nok. Det var alt.