Vinteren 1938 knækker isen over Gønge Mose. En
kvindelig lærer fra Haderslev, der har været
forsvundet siden 1914, finder sig selv stående
midt i en mørk jordbund, hvor jordens ånd har
ændret sig: hver klump jord nu pulsere med en
slags indre energi, og alle huse i landsbyen er
bygget på grundlag af en gammel, ukendt teknik –
en form for magisk styrke, der fungerer som
grundlag for husstandernes velfærd.
Det er ikke nogen revolution. Det er ikke nogen
krise. Det er bare sådan, det har været siden
krigens ende. Men de, der viser sig at kunne
føle strømmen – de aktive, de der kan tænke
udenfor rammerne – bliver taget af byens gamle
råd. Ingen siger noget. Ingen gør det ud for sig
selv. De får blot en trælåge i hånden og en
opfordring til at gå tilbage til den
landmændsgruppe, der har haft magien i næsten to
generationer.
Hun, der aldrig har sagt et ord om sine tanker,
går med. Hun ved ikke hvad hun skal gøre, men
hun ved, at hvis hun ikke går, bliver hendes
barn, der lever hos en fælleskommune i København,
sat i spillet.
Indvielsen sker ved midnat i en bølgemølle, hvor
der ingen døre er – kun et træ, der hele tiden
ændrer sig i form. Der sker intet, der lyder som
magi. Kun et øjeblik, hvor hun pludselig forstår,
at hun kan føle hver person i byen, hver
fjerning, hver skæve stemme i samfundskæden. Hun
bliver bedt om at sætte et stempel på en flade,
der hedder "fællesskab". Hendes finger
går ned.
Et blik. En strøm. Og så falder alt sammen –
ikke fra hovedet, men fra hjertet. Hun forstår:
hun må holde styr på det. Eller så bliver alt,
hvad der er blevet bygget, revnet ned.
I løbet af tre dage stopper alle kraftstationer
i Danmark. Ikke af sabotage. Af magi, der har
mistet sit centrum. Der er ingen nyheder. Ingen
protest. Bare tavsheden.
Den kvindes barn ringer. Hun taler ikke. Hun
står bare ved vinduet, ser ned på græsset, hvor
der nu står en skildevand, og hvor nogle af
menneskerne i landsbyen begynder at tale andet
end det, de plejer. Hun lukker øjnene. Hun
bliver ved med at føle.
Og når hun åbner dem igen, er hun ikke længere
hun. Hun er det, hun har holdt styr på. Og det,
hun holder styr på, er ikke magi. Det er
fællesskabet – og det, der sker, når det
begynder at svigte.
