Først kommer tiden uden strøm. Ingen måler
tilbage til de gamle landsbyer; alle nyheder går
via et system der kun fungerer med fysisk post.
De ældre har lært at tælle på fingre. Barnene
spiller i støvregninger, hvor ingen længere
svarer.
Landmanden finder en rådighedskort i et brækket
blikke – et gammelt velfærdsarkiv fra 1970’erne.
Det viser en adgangsrettighed til grønne områder,
men nu er alt land indtaget af statens
energiafgrænsning: kun de med pass skal
næringsproduktion tillades. Den første regel
kræver dokumentation. Han har ingen.
Han trækker skovbund til sin mark. Stjæler jord
– ikke for profit, men for at dyrke. Et mørkeblå
signal blinker over hovedhuset. En maskine
sender ryggen gennem kraftnettet. Der er to love:
ingen må arbejde uden godkendelse, og ingen må
have mere end én ekstra planteklasse.
Natten før stormen kom, laver han en udbredt
plan. Bruger tømrerklip fra tidligere år. Fører
frø i hånden, mindre end en håndfuld. Gør det
som en skygge – sådan at ingen kan se det.
Klokken 03.47 registreres en planteoprydning.
Ingen vidste det var ham.
Dagen efter får han besked: hans hus er inddæmt
i zone B. Alle køretøjer blokeret. Han må gå.
Men han går ikke. I stedet bærer han en klump
jord i en plastikpose under jakken. Vægten
presser mod magen.
Næste dag kommer stormen. Mørke skyer slår ned.
Der er ingen alarm. Ingen radio. Kun tystnad, og
så et højlydt klik fra et elektrisk hængsel. En
af de nye kontrollere står ved siden af
høstmaskinen. Han ser på jorden. Siger ingenting.
Hænger bare et nyt tegn op: “Grønne områder –
IKKE TILGÆNGELIG”.
Landmanden står stadig. I sin taske har han fem
løv. Ikke plantet. Ikke født. Bare taget. Og når
vindstøvene blæser, hænger de i luften – små,
våde, som hvis noget nogensinde kunne vækse igen.
