Efter at vandet var gået ned og byerne lå som
gravmønster, blev de sidste skoler omdannet til
børnehuse. Det nye København drev på fællesskab,
men reglerne blev strengere: ingen
familieforbindelser uden godkendelse, ingen
sager om oprindelse.
Femten år gammel Line styrer Børnehus 7 ved
Vesterbro, en hvidvæggende blok med brækkede
vinduer og en stålskulptur af en flue. Hun
husker ikke sin biologiske mor – bare at hun
blev fundet i et rør under en bro, med et ærinde
i hånden og snavsede klæder.
Natten før det første frostsæt, kommer hun. En
kvinde i mørke læder, med et fransk udtryk i
øjnene. Hun kalder Line "Lise" –
navnet fra det
forrige liv. Siger, hun var med i gruppen, der
lavede den nye lovgivning. Siger, hun tog linjen,
da hun blev flyttet.
Line må tage en beslutning: følge fjernheden,
der giver tryghed, eller spørge. Hun finder en
kasse bag i køleskabet – en liste over børn, der
aldrig blev registreret. En af dem er hende. Og
under papiret: et fotograf af sig selv, fem år
gammel, med en mand i uniform.
Det næste morgen bliver alle børn indkaldt til
en særlig mødeplads. Der står en ny regel: ingen
adgang til persondata uden visum. Liners
identitet bliver annulleret. Hun får intet nyt
navn. Ingen dokumentation. Bare at forsvinde.
Men hun går ud. Tager telefonen, ringer til en
gammel ven i Vestjylland, fortæller ingenting –
kun at hun vil se solen.
Den kvindelige skygge fra bilen står på pladsen
ved stationen. Synes hun ikke værd at være her.
Men Line smiler. Hænderne holder fast i den våde
stak.
Varmen kommer fra noget andet end luften. Fra
det at vide, at man ikke er hvad man er blevet.
Fra at have valgt at være.
Huset lukkes. Ikke fordi det er farligt. Men
fordi det nu er rigtigt.
