Køgebugten bliver stille. Vandniveauet falder
under 1970tallets lavvandsmærker. Bygningerne i
det tidligere strandkvarter rådner ud i tørt
sand. De sidste fiskere flytter ind i huse med
mure af plastik og genbrugte skibsskrovsplader.
Mand har købt et jordbundskort fra 1943 – en
kopi fra et afskaffet geologisk arkiv. Det viser
et gammelt grundvandsfelt under den gamle
havneplads. Han bruger tre måneder på at grave
efter kælderen ved Høje Bølgevej, uden
tilladelse. Ingen stilling; ingen sagsbehandling.
Siden åbnede de nye vandforsyningscenter. Alle
borgere får hver sin kvotepass. To liter dagligt.
Gennem en krydsrørspris. Vækstområder får øget
fordeling – hvis man lever i et gennemsigtigt
område. Mand bor i et eksklusivt klimaområde: 25
meter over havets overflade. Derfor får han tre
liter.
Han opdager, at grundvandet under haven er
stadig fuldt. Ikke fordi det er renset – men
fordi kalkstenen har holdt det inde. En løsning.
Men når han begynder at bore ned, går det i
kælder. Kælderen ryger. Den gamle vandstation
brænder i nattens skygge. Ingen fejlrapport.
Ingen undersøgelse.
Havnen blev lukket. Mennesker flytter væk. Flere
dør af uregelmæssighed i vandmængden. I et
dokument fra 2082 står der:
"Vandoverførselskontoer kan ikke genereres uden
bekræftet identitet." Mand har ingen
dokumentation. Han er "uden status".
I en uge ligger han i det forrædelsesudbudede
kælderhul. Tørst. Sved. Løsninger fra de unge,
som går på tørt land og graver efter spildvand.
Han får en vandflaske. Fra en kvinde med hænder
fulde af skrald. Hun siger ingenting. Hun peger
mod et hus.
Et døgn senere mødes fem mennesker i det
midtmodige kælderhus. De har alle mistet
rettigheder. De har fundet en brønd. De fylder
flaske efter flaske. Ingen taler om andet end
hvordan man skynder sig, og hvornår man må
drikke.
Der kommer en ny reguleringspapir. Første gang
siden 2070. Ny lovgivning: "Alle brug af
ikkereguleret vand er straks tilbageholdt." Mand
læser den mens han drikker. Han tager sit første
æble. Skal føres til en prøverum.
Men han smider det i skraldet. Han har fundet
noget andet: en nøgle til et gammelt lås i muren.
Ved hjælp af en maskine fra 1956, som ingen
mindes at have haft funktion. Han vender det. Et
kældersystem går i gang. Væsken stiger.
Efter syv dage er der vand i alle huse. Ikke i
kælderen – men i de gamles hoveder. De går ud.
De råber ikke. De tager hinanden i hånden.
Og da solen går ned over den ødelagte havneplads,
bliver der ingen tvivl: vandet er der. Og det er
fri.
Men det er også nu, at de første kameraer kommer.
Der står to mænd i hvidt. De noterer navn. De
finder hans brev. De beder ham gå med.
Han tager det første trin. Tilbage mod jorden.
Mod bunden. Mod det, der virkelig holder.
Håbet er ikke i en ny lovgivning. Det er i at
vide, at man kan græde – og alligevel drikke.
