Huset på Søndergade går i brand. Flammerne
stiger ikke mod himlen, men nedad, som om jorden
spytter dem ud. Manden med håndklædet over
hovedet, der plejede at tage skibsskrald fra
Rønnebæk, står nu uden for kælderen og ser de
røde stenskær vokse under jordoverfladen. Det er
ikke brænding – det er bæredygtighed:
bygningsfondene har taget styringen over alle
energiforbrug, og når en bolig begynder at
"suge" mere end sin andel, spiser den
sig selv
op.
Der blev ingen fejltagelse. En
reguleringsfunktion, der lød som en sang, havde
været sat i gang. Ingen talte om det – det var
bare der. Nu slukker strømmen, når et hjem får
for meget grønt lys. Natten efter eludskæringen
sidder han ved køleskabet og tæller de sidste
kager. Kagen med pølsegrædder, som hans mor
lavede i 1938, må ikke spises. Den er
registreret som "for høj kulstofaftryk"
. Han har
brugt en halv liter mælk til en kaffeklump – en
handling, der får systemet til at sende en
advarsel til kommunen.
Han går til kontoret på Velfærdsstyrelsen.
Hånden, der tidligere fik brevene i postkassen,
står nu i kø hos en kvindelig tekniker med
øjenbryn, der ligner to små snavsede linjer. Hun
siger intet. Hun skriver kun på et papir:
"Afslag på opholdstilladelse." Han har
ikke haft
arbejde siden 1943. Hans dokumentation er gammel,
usikkert, "tilpasset en æra, der ikke længere
eksisterer". De samler stadigt ud i
guldalderkonvertere – de gamle, så man kan se,
hvem der lyttede til radioen i 1925. Men han er
bortset. Han er et spil, der ikke længere
spilles.
Klokken slår midnat. Der kommer en vibration fra
undergulvet. Et signal. Ikke lyd – fornemmelse.
Han føler det i tænderne. I løbet af tre timer
reagerer fem huse i kvarteret på samme frekvens.
Systemet sender en "
værdibetalingspåmindelse":
hvis man ikke afleverer en vis mængde af
historisk identitet i form af dokumenter,
minutter, eller nogle få ord fra barnets
barnebog, bliver det mindre af et menneske, der
skal opbevares – det bliver "nedtrukket".
Han står i køkkenet. Ser på en gammel kasse med
fotografier. Første gang han har tænkt på at
smide dem. Men så åbner han låget. Billederne
har forandret sig. Der er flere billeder af ham
selv – men altid i andre situationer. Han har
aldrig været i dem. De er genstande i et arkiv.
Et andet liv.
Han går tilbage til kælderen. Stiller sig midt i
flammen, der ikke brænder. Tager håndklædet af
hovedet. Lægger det ned. Går hen til den ene af
de nye konvertere – en udstilling af kulturarv,
der fungerer som dør til noget, der ikke findes
længere. Han lukker øjnene. Ventilerne starter.
Først er der stille. Så kommer en stemme – ikke
hans egen – ud af væggen.
"Du har valgt at aflive dig."
Men det er ikke en stemme. Det er en advarsel,
der allerede er blevet sendt.
I morgen vil hans adresse være svundet. Ingen
nøgle, ingen adresser. Han vil være en
bæredygtighedsrulle, der blev brugt, og så
fjernet.
Natten er ikke længere melankolsk. Den er blank.
Og tom. Og helt, helt stille.
