I 1938 står Rasmus på den gamle røgdyrkeri ved
Kolding, hvor hovedvandet er brugt til at føre
vandkraft til et netværk af små fabrikker. Det
er ikke længere landbrugslandsby – det er
Guldalderen, men en Guldalder med regler: ingen
tøj bør købes i byen uden tilladelse fra Byrådet,
ingen ny bopæl uden godkendelse fra
Velfærdskomiteen. De siger det er for janteloven,
men de har begyndt at skrive oplysninger om hver
andens privatliv i kælderen.
Rasmus, fjorten år, står sent om natten ved
staldens dør og ser færdigvasket vand gå ud i
kanalen. Han har allerede været tvunget til at
sende sin søster til Langeland, fordi hun sagde
noget om en arbejdsgiver, der spiste skidt. Nu
gælder det ham selv. Han har taget en flaske
mørkt vin hjem fra en fest – en flaske han ikke
fik lov til at have. En gang har han haft en
håndfuld frugt fra en grønne i byen, men blev
spurgt hvad han ville med den.
Det er ikke det, der skaber pres. Det er, at han
ved, at hans mor og onkel taler sammen om ham i
køkkenet. Ikke direkte. Men når hun siger “vi
skal holde os i skålen”, så er det en kode. Han
hører det. Han ved, at han er nødt til at se
lidt anderledes ud – mere af de andre.
På dagen får han en tegning af en bygning,
skrevet med blyant: “Vil du se? Du vil se.” Den
ligger i bunden af en æblebund, som han fik af
en pige i skolen. Hun hed Anna. Hun var ikke
længere der efter måneden. Ingen sagde hvorhen.
Han går til byen, finder hullet i brædderne ved
det gamle posthus, hvor alle hænger kasser med
navne. Der er ingen liste over hvem der har
adgang. Men han går ind og henter en mappe. I
den: billeder af mennesker, der siddet i sengen.
Alle med et par knæ. Alle med blikket rettet mod
gulvet. Og under hver: “Sagde alt.”
Han forstår. De har skrevet ting, de ikke må
sige. Og nu har de lavet en skole. En skole der
ikke har lærebøger – kun opfølgning.
Han viser det til sin kammerat, Thomas, der
trækker sig tilbage. Så går han hjem og smider
brevene i køkkenets eldstue. Flammerne bliver
hvide.
Men næste dag møder han en mand med uniform. Han
beder ham om at komme med. Ikke til fængsel. Til
en lejlighed. For at tale om sin
"tilhørsforståelse".
Rasmus går med. Han tænker på Anna. Tænker på,
at hun måske aldrig sad i sengen – måske blev
hun bare sendt væk.
I lejligheden sidder en kvinde. Hun spørger ham
om han har set noget. Om han har været nede i
kælderen. Om han har sagt noget.
Han svarer ikke.
Hun rækker ham en skål med røget pølse og hvidt
brød. Et stykke, som man ikke får i normal
situation. Hun siger: “Du kan få mere. Hvis du
ikke taler.”
Han tager det. Smager det. Og mens han spiser,
tænker han: dette er magten. Ikke storm, ikke
våben – men at få noget, når du ikke må have det.
At vide, at hvis du siger nej, så bliver det
ingen.
Han går hjem. Sender en bog til sin mor – en
udgave af Menneskets væsen, men med alle sider
skåret ud.
Den næste dag kommer hun ikke hjem. Hun har sagt,
at hun rejser til Fyn.
Men hun er ikke der. Hun er i kontoret. På
listen. Med et stempel: “Tilbagetrækning – for
egen sikkerhed.”
Rasmus lukker døren. Står i stuen. Hører vindens
lyd i vinden. Tænker: jeg er stadig her.
Og det er nok.
Intim. Stille. Alt andet end triumf.
