Det blev ikke længere muligt at skrive om
frugtbarhed på dokumenter. Det nye
regnskabsprogram i Sønderjylland registrerede
kun produktivitet i kilo høst – og hvis ingen
kunne bevise, at der var indsamlet, så
eksisterede marken ikke. Mandens bøger stod
tomme. Han havde godkendt 27 landbrugsfirmaer
med nul produktion, alle under præmisserne om
"havnering" og "dækket jord".
Nu lå det ved ham
at udtale sig.
Han sad ved et vindue i Kolding, hvor sneen
faldt tykt og stille over de gamle tørringstuer.
Der var ingen telefon tilbage; netværket gik ned
hver anden dag. Månedlig byråkratisk
rapportering var nu lagt tilbage til
lokalgrupper, men de grupper krævede en form for
kontrollabelt "tro" – ikke data. De
ville have
folk, der kunne sige: "Jeg har set det.
" Ikke:
"Det står i systemet."
I marts gik kommunen i hovedsagerne sammen. Et
barn døde af kulde i et hus uden fjernvarme. Det
var ikke noget særligt – det skete to andre
steder samme uge. Men denne gang var der
fotografier. Og i fotografierne var et logo på
døren: "Sønderjyllands Bygge &
Varmeforvaltning
A/S – Ejer af ejendomme efter 1935".
Mandens navn stod allerede i listen over ansatte,
der skulle flyttes ud i april. Han havde
underskrevet fem år i træk, at det var
"ikkekritisk", når ejendomsbesiddelse
ikke var
forbundet med reelle aktiviteter. Nu blev han
kaldt for "faktisk medskyldig".
Han tog en bil til København. Ikke for at klage.
For at finde ud af, hvilken dato den nye lov om
"sikkerhedssamfund" trådte i kraft. Den var
undervejs – stadig i behandling. Men han vidste,
hvad der skete med dem, der ikke kunne
dokumentere sin egen funktion.
I en træskov syd for Ringsted fandt han en
gammel station. Styrken i linjen var afskåret,
men køretøjene stod endnu. En vogn fra 1938 –
rustet, men intakt. På bagsædet lå et brev,
skrevet med blyant: "Vi vil gerne se, hvordan
det virker, hvis vi selv laver det."
Han satte sig i køretøjet. Døren lukkede.
Motoren startede. Ingen elektricitet. Men han
tog nøglen, drejede den mod højre, og højrøsten
kom – en sang fra en radiosender, der ikke havde
været tændt siden 1942. Først i vinteren – da
alle havde glemt, hvad det betød at være nogen.
Da han nåede til det sted, hvor han tidligere
havde sendt sine rapporter, stod der ingen
bygninger. Kun en pind i jorden med en stålplade:
"Her blev det sidste ærlige forsøg på at holde
sammen foretaget." Ingen navn. Ingen dato. Bare
det.
Og så gik det igen. Ikke med ord. Med lyden af
en motor. Med en mand, der ikke længere havde
brug for en legitimationskode.
