Manden går op ad sti 37 fra HøjeTaastrup, mærker

hvordan jorden under foden er blevet anden siden

krigens forløb. Bygningen er røvet af

statsreformen: skolen lukket, lærerne flyttet,

vinduerne slået ud af gitter. Han går ind i

kælderen – ikke for at søge, men fordi natten

var for lang og husets hjerte tom. Under

fliserne finder han en metalrør, forbundet til

en pumpe uden strøm, og en tank fyldt med klart

vand, hvis temperatur stemmer med jordens varme.

Ingen dokumentation. Ingen mærke. Men vandet

smager af jern og noget andet – noget gammelt.

Det er 1938. Den nye velfærdsstat bygger på

kontrollerede ressourcer, og selv de små kilder

må registreres. Først ved 14. april måned efter

en tidlig frostkalender opstår der fejl i

kommunens vandmåling – 120 liter for meget fra

det sletteste område. En undersøgelse indledes,

men dækker over noget andet: det vand, der

kommer fra undergrunden, indeholder spore af

svævende organisk materiale, der ikke hører til

i dansk geologi. Det ser ud som en kraft, der er

kørt i millioner af år.

Han starter at bruge vandet – ikke til dræn, men

til at blive vækket. Det får ham til at se ting:

skygger i vandet, der bevæger sig mod himlen;

mønstre i fuglekvinder, der aldrig har

eksisteret. Næste gang han åbner kældervæggen,

er der et huller i jorden, og frisk luft slipper

ud – men den lugter af noget, der ikke hører

hjemme i København. Han går ned igen, nu med en

kasse og en håndvask. Der er et spor af fodspor

i mudderet, som ikke er hans. Og bagved det står

noget, der kunne være en arm, hvis det ikke

havde været så tydeligt for langt.

Kommunen sender en tekniker. Han tager

vandprøver, måler tryk. Siger ingenting. Men

sidste dag standser han ved døren, stirrer på

manns ansigt, og knytter sine fingre om et papir,

han ikke viser. Der er et tegn på papiret: et

symbol fra en gammel lokal folkevis, som ingen

har sang i generations.

Natten efter forsvinder vandet. Tanken tørrer.

Rørene krænger sammen. Der bliver ikke fundet

nogen vandforsyning. Der bliver heller ikke

fundet en person, der har været i kælderen.

Men dagen efter bliver der fundet en fugl i

gaden – ikke levende, men med et lille hul i

magen. Månen er fuld. De siger ingenting. Ingen

sager. Ingen rapport. Kun to mænd, der stiller

sig ved kantstenen og ser på solnedgangen. Og en

kælder, hvor det er helt stille.

Intimitet er ikke venner. Intimitet er det, der

følger dig, når du har lagt dit ansigt tilbage i

jorden.