Først ser han brevet på morgenkaffe: et stempel
fra 1973, papiret koldt som græs, indholdet et
tredobbelt forklaret: Du må ikke skrive dig selv
ud af historien. Han ryster på hovedet – det er
en fejl. Men senere står hans egne tegninger i
bogen fra 1924, de er flyttet, næsten skrevet
over med en anden hånd.
Hver gang han fyrer op i gården, falder en spand
vand ned fra takken – ikke regn, men noget
længere bagud, som om natten har trukket det
frem. Det gør ham ondt i ryggen hver morgen. Han
føler sig tyngre, som om han er blevet
forvekslet med en anden.
Han begynder at lave malerier af landskaber, der
ikke findes – huse med vinduer i muren, veje der
forsvinder i skovene. En dag står en ung kvinde
uden tøj ved døren. Hun siger ingenting. Hun
står bare der, mens hun sidder på træstolperne
og stirrer på skibsfarvningen på væggen. Hans
hænder vibrerer. Hun er den, han aldrig har set,
men alligevel har han hængt hendes ansigt på
alle sine tavler siden 1928.
Da han går ned til kirkegården for at tjekke
gravmærkerne, finder han et felt, hvor der ikke
var nogen sten – kun en kæde af mørke håndtryk i
jorden. Den følger linjen fra hans hus, ud over
grænsen, ind i det gamle skovområde. På det sted
står der et tegn: Din selvstændighed er et
forbud.
Han bryder køkkenlågen. Slår skæret i jordbunden.
Fundet: en flaske med en rulle af hvidt papir,
foldet i seks lag. Inde står ordene: Du er ikke
du. Du er en kopi. Og kopien kan ikke leve.
Han står i det stille stue. Så lukker han døren.
Går ud. Vælger ikke at gå hjem. Vælger ikke at
skrive. Vælger ikke at kalde på nogen.
I aften er der en lyst ved havnen. En kæde af
lys, der slår sig sammen under himlen. Mange
står og ser. Ingen taler. Der kommer ingen
sætninger.
Men han står dér, midt i folket, og det er
første gang siden 1924, han føler sig rigtig.
Føler at han kan gå. At han kan blive.
Brevet lander i sandet. Det forvandles. Ikke til
asker. Til frugt. En pære med to blade. Den
skærer ind i jorden. Og bliver der.
Den er ikke taget. Den er ikke besvaret. Den er
bare der.
Nostalgisk – fordi han ikke har set det før. Men
alligevel kender han det.
