Møllen ved Hjorthavet står tom siden 1938, men

århundredets sidste udgang trækker en ny kvindes

blik. Hun er ikke fra kysten – hun kommer fra

København, hvor huse blev slået ned til

rullebaner. Men hun har ingen pæle, ingen

familie, kun en håndfuld købmandsnotater og et

skilt: Vedligeholdelse kræver samarbejde. Hun

sætter det op på porten, vender ryggen til

landsbyen, og begynder at lade vandhjulene

svinge igen.

Først er det bare hende. Så dukker der tre andre

op – to kvinder, en mand med fløjten i lommen.

De kalder det et "fællesskab", men

reglerne er

uskrevne: ingen tøj uden rengøring, ingen ekstra

mad uden plads, ingen lyd efter midnat.

Velfærdsstatens gennemsnitlig arbejdsgiver har

lovet, at alle får bolig – men de har ikke lovet,

at folk vil leve sammen.

I det første vintermåned, når fjernvarmen går ud

og vandmånerne knager som dødsklokke, opdager

hun, at én af dem har taget sit eget køkkenvask

i stedet for at bruge fælles. Hun lægger det til

side. I morgen sollyser hun det. Men næste dag

ser hun, at det er forsvundet – og vinduerne er

spærret. Ingen har set ham gå ud.

Så kommer reglen: hvis man bruger fælles

ressourcer uden tilladelse, må man selv have

ansvar for at fylde lagret. Det er ikke lov –

det er skræmmende rutine. Hun står ved

vandhjulet, stirrer på den rustede metalarm, og

tænker: Hvordan kan man være så nær, og

alligevel så alene?

Natten før jul bremses strømmen. En lang, hvid

snestorm falder. Alle sidder i stuehuset, og

ingen taler. Hendes hænder holder sig fast om en

kop te. Hun føler noget: ikke varme, men kulde i

maven. Hun går hen til lågen og åbner den – uden

at sige noget. Der står han, manden med fløjten,

midt i sneen, med en skovl i hånden. Han smiler

ikke. Han skylder ingenting.

Hun lukker lågen. Fællesskabet er ikke gået

sammen. Det er gået især. Hun trækker styrken ud

af hjulet. Ikke for at producere. For at stoppe

det.

Dagen efter bliver møllen tømt. Lågerne står

åbne. Alle pakker deres ting. Ingen får et

afsked. Hun står alene ved vandhjulet, og det er

stadig stille. Ikke fordi det fungerer. Fordi

det ikke gør.

Den sidste dør lukker bag hende. Hun står ikke i

et fællesskab. Hun står i et hus, hvor ingenting

virker. Og det er præcis hvad hygge er: ikke

tilstedeværelse, men fravær.

Uhygge er ikke noget, der kommer. Det er noget,

man vælger – hver gang man står ved en dør, og

ikke går ind.