København 1938. Byen står på randen af et nyt
tidsalder, men det viser sig kun i huller og
spring i bygninger, hvor mursten er blevet
trukket ud og erstattet med plastikbrikker fra
en industri, der ingen form for historie kan
tillade. Ingen huskede, hvordan man dannede en
familie, før 1920. Der var ingen krig, men
efterhånden begyndte folk at gleme navne, hver
gang de tog tøj af.
Hun hedder Ingeborg, og hendes mand har været
væk siden sommeren. Ikke forsvundet – bare
forsvundet ind i den nye metode: man fik et
nytteligt liv ved at blive registreret uden
person. De lavede køkkenmænd af dem, der kunne
arbejde, og frigav dem af hele fortid. Hun fik
sit første identitetskort uden navn – bare et
nummer – og gik hjem til et hus, hvor murene
allerede havde taget vand over sig.
Hun går til Færgehuset, hvor folk med brystbrev,
der ikke længere kan læse, mødes om kvindelige
veje. Der finder hun den gamle kvinde, der
kalder sig Mente. Hun har ingen dokumenter, men
hender sådan, at når hun rører ved en ting,
føler den pludselig levende. Hun sidder på en
stol med hænderne i knæ, og ser ikke ud som
noget, men alle ved, hun er der, fordi hun er
den sidste, der husker, hvordan man græder uden
at være tvunget til det.
Det er ikke politisk. Det er ikke en krise. Men
hun skal have sin mand tilbage – eller ikke. Han
blev omdannet til en "kommunalt ansvar"
, og nu
lever han i en blok i Nordsjælland, hvor der kun
er to slags mennesker: dem, der husker, og dem,
der ikke vil huske.
Ingeborg møder ham i en stald, hvor der er ingen
dyr. Kun en kasse med billeder, hver uge ændret.
Hun smider et af dem – hans ansigt – ned i en
skål, og derfor kan hun ikke se ham mere. Men
hun spiller ind i hans hukommelse via en sætning,
hun først ikke forstod: "Du må ikke flygte, hvis
du ikke husker, hvorfra du kom."
Der er en regel: ingen kan tale om det, der var
før. Hvis man nævner et navn, får man fem dage i
isolering. Hun bryder den regel. Hun siger hans
navn tre gange i en time. Den anden dag
forsvinder hendes hånd. Den tredje dag får hun
sin skilsmisse godkendt – ikke af retten, men af
en maskine, der læser huden.
Mente får besked. Hun kommer til hende med en
papir, hvor der står et navn, der ikke er det
rigtige. Hun rækker den frem. "Det her er det,
du må huske," siger hun. Og hun rører ved
Ingeborgs kind. Der går et skælv igennem hende,
som om hun pludselig har haft et barn.
Den aften går hun ud i haven, hvor de hidtidige
plantefelter nu er flade og fyldt med små kasser.
Hun lukker øjnene. Ligger ned. Lytter. Der
kommer et klik – ikke fra jord, men fra indre.
Hun mindes pludselig, hvordan han slog en bord
sammen for at få en pære til at lyse. Hun
smilede. Hun var glad. Hun ville ikke have ham
tilbage. Hun ville bare have det tilbage.
I morges får hun en postkort fra en ukendt
adresse. På bagsiden står kun én linje: "Vi har
ikke sagt farvel. Vi har bare holdt op med at
kalde det."
Det er alt. Det er resultatet.
